Parisaftalen Det er en hidtil uset milepæl i klimaændringernes historie, en global aftale underskrevet af mere end 195 lande i 2015 under COP21 i Paris. Denne aftale søger at reducere emissioner af drivhusgasser, med det mål at holde den globale temperaturstigning under 2 grader Celsius i forhold til førindustrielle niveauer, og stræbe efter at begrænse den til 1.5 grader for at afbøde de mest ødelæggende virkninger af klimaændringer. Paris-aftalen er blevet anerkendt som et afgørende skridt hen imod en økologisk og retfærdig omstilling, hvilket giver lande mulighed for at forpligte sig til mere ambitiøse politikker, der sikrer en bæredygtig fremtid for fremtidige generationer.
På trods af denne motiverende kontekst og det hastende, hvormed klimakrisen håndteres, er handlingen af Spanien På dette område har det været moderat og til tider skuffende. Dette er især bekymrende, da Spanien er blandt de lande, der er mest sårbare over for klimaændringer. Men til dato har landet ikke effektivt ratificeret Paris-aftalen, hvilket rejser spørgsmål om dens reelt engagement med den globale kamp mod klimaændringer.
Spanske miljøorganisationer, som f.eks Greenpeace, Friends of the Earth, Ecologists in Action, WWF og SEO/BirdLife, har udtrykt deres utilfredshed med den spanske regerings passivitet under klimatopmødet i Marrakech (COP22). Især regeringen under ledelse af Mariano Rajoy Han er blevet kritiseret for hans manglende lederskab, hvilket afspejles i hans beslutning om ikke at ratificere Paris-aftalen og i præsidentens fravær på dette topmøde, hvilket mange tolkede som et tydeligt tegn på, hvordan andre emner prioriteres i hans politisk dagsorden.
Situationen er forværret i den seneste sammenhæng, hvor Spanien har trukket tilbage på sit engagement i klimaændringer sammenlignet med andre europæiske lande. Ifølge nyere data er nationer som f.eks Tyskland, Frankrig, Portugisisk vin, Sverige og endda Storbritannien post-Brexit har taget føringen i implementeringen af klimapolitikker. Dette viser, at den spanske regering har haltet bagud med at vedtage effektive politikker til at håndtere klimakrisen, på et tidspunkt, hvor hurtig og beslutsom handling er afgørende.
Ved afslutningen af klimatopmødet i Marrakech opfordrede miljøorganisationer alle politiske partier med parlamentarisk repræsentation i Spanien for at gøre kampen mod klimaændringer til en central akse i den nuværende lovgivning, idet man understregede, at det ville være en betydelig fiasko at undlade at gøre det. Det er vigtigt, at alle politiske aktører i landet erkender situationens alvor og handler i overensstemmelse hermed for at gennemføre foranstaltninger, der reducerer Emissioner af drivhusgasser og fremme overgangen til en kulstoffattig økonomi. Desuden erfaringer på internationalt plan på overholdelse af Paris-aftalen er afgørende for at informere og forbedre lokale strategier.
Et centralt element i kritikken af regeringen af Spanien er manglen på en National integreret energi- og klimaplan (PNIEC), der opfylder målene i Paris-aftalen. Ifølge forskellige rapporter opstiller PNIEC 2021-2030 et emissionsreduktionsmål på 21% i forhold til 1990-niveauet, men mener ikke, at emissionerne siden 1990 er steget med 18%. Derfor ville Spanien i bedste fald forblive på de samme emissionsniveauer i 2030 end i 1990, hvilket er uacceptabelt i betragtning af, at Paris-aftalen foreskriver en reduktion på mindst 40% af emissioner.
La klimakrise og COVID-19-pandemien har stillet unikke udfordringer for regeringer rundt om i verden, men har også givet mulighed for at redesigne økonomier mod mere bæredygtig. I denne forstand skal det økonomiske opsving efter COVID-19 inkorporere foranstaltninger, der ikke kun fremmer økonomisk sundhed, men også er ansvarlige og bæredygtige fra et miljømæssigt perspektiv. Regeringer skal være dristige og foreslå politikker, der ikke kun opfylder Paris-aftalens mål, men også overgår disse forpligtelser ved effektivt at adressere klimakrisen. Europas støtte, som demonstreret af Kina og Europas deltagelse i Paris-aftalen, kan være afgørende for at nå disse mål.
For at styrke sine internationale forpligtelser skal Spanien arbejde på at opnå en reduktionsmål af i det mindste 55% af sine emissioner inden 2030. Gør man det ikke, risikerer man at fastholde klimaindsatsen og øge landets sårbarhed over for en stadig mere usikker fremtid på grund af virkningerne af klimaændringer. klimaændringer. Civilsamfundets stemmer, især dem fra Jovenes, har gjort sig hørt og krævet øjeblikkelig og beslutsom handling i kampen for en bæredygtig fremtid.
For at opnå dette er det væsentligt, at organisationer som f.eks Greenpeace og andre miljøgrupper fortsætter med at presse regeringer til at opfylde klimamålene og forpligte sig til konkrete handlinger. De social mobilisering Det er et nøgleelement i kampen mod klimaændringer, og offentligt pres kan påvirke politiske beslutninger og tilskynde regeringer til at handle i overensstemmelse med, hvad videnskaben kræver. For eksempel den nuværende situation i Tyskland viser, hvor hastende disse foranstaltninger er.
Klimamålene skal være ambitiøse og i overensstemmelse med anbefalingerne fra eksperter og videnskabsmænd, idet de hævder, at enhver handling, der ikke er på linje med videnskaben, kun vil forlænge de ødelæggende virkninger af klimaændringer. Aktiv deltagelse i klimatopmøder, som f.eks COP og implementeringen af politikker, der virkelig reducerer emissionerne, er grundlæggende skridt, som skal tages af den spanske regering. Fremtidige generationer vil afhænge af de beslutninger, der træffes i dag, så det er vigtigt at handle nu for at undgå en katastrofal fremtid.
Virkningerne af klimaændringer er ikke fjerne dystopiske scenarier; Vi skaber allerede en gave fuld af krise, tørke, oversvømmelser og ekstreme vejrbegivenheder, der uforholdsmæssigt påvirker de mest sårbare samfund, både i Spanien og rundt om i verden. Derfor er det afgørende, at klimapolitikkerne er inkluderende og retfærdige og søger at sikre social retfærdighed i overgangen til en bæredygtig fremtid.
Paris-aftalen repræsenterer en enestående mulighed, som Spanien skal gribe og handle hurtigt og beslutsomt for at opfylde sin forpligtelse til at bekæmpe klimaændringer. Tiden til at handle er nu, og ansvaret påhviler hver enkelt af os, både individuelt og kollektivt, for at sikre en levedygtig og sund fremtid for alle. Det er tid til at omdanne ord til effektive handlinger, der beskytter vores planet og alle dens indbyggere.
