I dybet af Nordatlanten, flere hundrede kilometer fra den galiciske kyst, ligger en af de største lossepladser for Europas atomaffaldDenne arv, en direkte konsekvens af gamle industrielle og nukleare praksisser i adskillige europæiske lande, var forblevet relativt glemt indtil for nylig, da en fransk videnskabelig ekspedition begyndte at kaste lys over disse restprodukters nuværende tilstand og deres mulige... miljøpåvirkningen af havmiljøet.
Nyheden om resultaterne har skabt dyb bekymring blandt myndigheder, miljøorganisationer og borgere, der kræver mere information og klare foranstaltninger til at overvåge og studere virkningerne af dette affald. Billedet af tusindvis af tønder efterladt under havet fremhæver omfanget af et problem, der stadig er udbredt, og som nu studeres med langt mere avancerede værktøjer og teknologi end i de foregående årtier.
En arv begravet i havet: oprindelsen af udslippene
Mellem slutningen af 1990'erne og XNUMX, mere end 200.000 tønder radioaktivt materiale blev kastet til bunden af Atlanterhavsrenden, på dybder ned til 4.500 meter. Lande som f.eks. Storbritannien, Holland, Belgien, Schweiz, Frankrig, Tyskland og Italien De tyede til praksis med at bortskaffe deres atomaffald i internationalt farvand, ofte uden egentlige overvågningsprotokoller.
Disse udledninger, der er udført systematisk i årtier, har forvandlet området til et sandt ubåds atomkirkegårdDet meste af dette affald kommer fra civile faciliteter, laboratorier og biprodukter fra atomenergi, selvom den nøjagtige sammensætning og tilstand af tromlernes indhold forbliver et mysterium for den nuværende videnskab.
Første fund fra den franske ekspedition og videnskabelige fremskridt
I juni 2025, en ekspedition ledet af Det Franske Nationale Center for Videnskabelig Forskning (CNRS) indsatte det oceanografiske fartøj Atalantaen i området. For at imødekomme denne udfordring har teamet UlyX undervandsrobot, udstyret med avancerede sonarsystemer og kameraer, der er i stand til at operere på store dybder. På bare et par uger har holdet allerede lokaliseret og kortlagt Mere end 2.000 trommer fordelt over 120 kvadratkilometer, selvom dette område kun repræsenterer en lille brøkdel af det samlede anslåede nedsænkede affald.
Missionen, som involverer forskere fra forskellige specialer, indsamler prøver af vand, marint mudder og fauna og søger efter beviser for radioaktivitet og mulige effekter på økosystemet Dybvand. Indtil videre har de ansvarlige for undersøgelsen ikke registreret bekymrende niveauer af radioaktivitet på overfladen, selvom de advarer om, at detaljerede laboratorieanalyser og fremtidige dyk vil give mere præcise data. I projektets anden fase planlægges det at nærme sig tønderne mere direkte og bruge nye teknologier til at tage specifikke prøver på de mest kritiske punkter.
Social påvirkning, institutionelt pres og politiske krav
Undersøgelsens fremskridt har genoplivet bekymring hos både regionale og statslige myndigheder. Xunta de Galicia har anmodet om alle tilgængelige oplysninger fra centralregeringen, mens medlemmer af Europa-Parlamentet fra forskellige partier har indsendt spørgsmål til Europa-Kommissionen om affaldets nøjagtige karakter og potentielle indvirkning.
El Rådet for Nuklear Sikkerhed Spanish har rapporteret, at der ikke er observeret nogen signifikante stigninger i radioaktivitet på de galiciske og cantabriske kyster, og har understreget, at Spanien foretog ingen udledninger i området og har heller ikke direkte ansvar for dem. Denne situation har dog ikke mindsket bekymringen, og det regionale niveau insisterer på behovet for en større gennemsigtighed og overvågning af resultaterne af den videnskabelige ekspedition.
Greenpeace og civilsamfundets rolle
Miljøorganisationer som f.eks. Greenpeace De har fordømt risikoen for disse udslip i årtier og krævet, at både Den Europæiske Union som den spanske regering træffe konkrete foranstaltninger i denne henseende. Skibets handlinger Sirius I 1982, sammen med galiciske skibes deltagelse i at forhindre yderligere udledninger, markerede det et vendepunkt i den offentlige bevidsthed og det internationale pres mod denne type udledning. Denne mobilisering førte til, at den hollandske regering stoppede udledningerne og lagde grunden til internationale aftaler som f.eks. OSPAR-konventionen (1992) og London-konventionen (1993), som i dag forbyder radioaktive udledninger i havet.
Det affald, der allerede er deponeret, forbliver på havbunden, og manglen på en koordineret forsknings- og bortskaffelsesindsats er bekymrende. Den seneste franske ekspedition har endnu engang fremhævet farerne ved nedsænket nukleart affald og behovet for internationalt samarbejde for at imødegå denne udfordring.
Den vedvarende mængde atomaffald i Atlanterhavet repræsenterer et miljømæssigt, politisk og socialt problem. Det galiciske samfund og adskillige europæiske institutioner udtrykker nu deres bekymring, hvilket tvinger en gentænkning af forvaltningen og overvågning af disse gamle lossepladserI mellemtiden gør videnskaben langsomt fremskridt for at forstå de reelle konsekvenser, de har haft og fortsat har på det marine økosystem.
